Del: - -

Case: Rockwool A/S - Adfærdsbaseret sikkerhed

På lageret hos Rockwool A/S i Vamdrup er der stort fokus på sikkerhedsadfærd. På baggrund af en hændelse begyndte arbejdsmiljøorganisationen systematisk at observere adfærd på ugentlige runderinger.

Som arbejdsleder Allan Krüger Sørensen forklarer det:

”Det er ved at arbejde med adfærd, at vi kan tage de største skridt i forhold til at forebygge ulykker”.

Det var en nærved-hændelse, der ledte til et øget fokus på adfærdsbaseret sikkerhed. To køretøjer var tæt på en kollision. Det førte til en beslutning om at se på adfærd i den interne færdsel på lageret og de udendørs arealer.

Observation af den interne færdsel

På en rundering observerede arbejdsmiljøgruppen og Rockwools Security and Safety Officer Peter Thaysen færdslen på de udendørs arealer. Et af de observerede forhold er læsning af trailer med truck. Gruppen bemærker, at en truck transporterer paller med varer fra en oplagsrække, ud på en transportvej og op i traileren. Trucken kører forlæns.

Gruppen ser en stor risiko ved, at truckføreren kører forlæns ud, da gaflerne er 2,4 meter lange, og føreren derfor først kan orientere sig til venstre, når truckens førerhus kommer forbi lastbilens førerhus. I forvejen har Rockwool en regel om, at der skal bakkes ud af rækkerne, så adfærden var ikke ifølge interne regler.

Efter observationerne tog gruppen en dialog med medarbejderen om arbejdsgangen ved læsning af trailere, og der var enighed om, at der var en reel risiko, også selv om der bakkes ud, da kørselsvejen er smal.

Der var enighed om, at der skulle handles på denne risiko og forbedrende tiltag blev undersøgt.

Løsningen blev, at oplagsrækkerne blev forkortet med 3 meter, så kørevejens bredde kunne øges tilsvarende. Oversigtsforhold og pladsforhold til truckens arbejde blev markant forbedret, og risikoen ved arbejdet blev reduceret væsentligt.

En anden gennemgående observation var, at truckførerne ”skærer hjørnerne af”, når de drejer om et hjørne. Denne handling kan skabe farlige situationer, da førerne kan køre hurtigere om hjørnerne og reaktionstiden derved reduceres. Et resultat heraf blev, at Rockwool fik produceret en videofilm med instruktioner i korrekt kørsel på udendørs arealer. Der blev vist videoklip af både den gode og dårlige adfærd i forbindelse med forskellige situationer med truck. Videoen blev vist på afdelingens storskærm.

Efter observationerne af adfærden i forbindelse med færdslen udendørs, begyndte afdelingen at lave systematiske observationer på runderinger én gang om ugen. Som udgangspunkt er det arbejdsleder Allan Krüger Sørensen og Security and Safety Officer Peter Thaysen, der foretager runderingerne, men også lagerchefen og arbejdsmiljørepræsentanten deltager til tider.

Arbejdsmiljørepræsentant Carsten Hansen siger:

”At tale om adfærd er godt, fordi man får italesat en observation ud fra et sikkerhedsperspektiv, men også ud fra hvad der er praktisk hensigtsmæssigt”.

Den adfærd, der observeres på runderingerne, tales altid igennem med de respektive medarbejdere for at opnå enighed om, hvorvidt der er tale om en risiko, og om der skal ændres i forhold til adfærd, arbejdsgang, tekniske hjælpemidler eller andet.

De kontinuerlige dialoger om adfærd og sikkerhed i afdelingen har medført, at medarbejderne er blevet mere åbne for at tale om risici og adfærd.

Som Security and Safety Officer Peter Thaysen siger:

“Hvis man vil ændre sikkerhedskulturen, er man nødt til at tage fat på adfærden. ”Adfærdsbaseret sikkerhed” er en god metode til at få inddraget medarbejderne i en dialog om adfærd og sammen få iværksat løsninger”

Rockwool A/S fremstiller isoleringsløsninger til alle typer konstruktioner og producerer innovative produkter og systemer baseret på stenuld.

Værktøjet - Adfærdsbaseret sikkerhed

Se beskrivelse af værktøjet her

Hent guiden til værktøjet her


Senest revideret den 27. april 2022