Få større effekt med god involvering
I kan med fordel tænke i mange måder at involvere kollegerne på. For det øger effekten af jeres kommunikation. Allerede når I går i gang med planlægningen kan I drøfte og afprøve mål og budskaber på kollegerne. Så er I allerede i gang med at påvirke dem. Men I bør også tænke involvering ind i selve kampagnerne.
Konkurrencer og præmier – der skal så lidt til
Lav en konkurrence som giver lyst til at deltage. Hvem indleverer flest nær-ved-registreringer i kampagneperioden? Hvem giver den bedste ide til… Hvad skal vi kalde… Hvem tipper 13 rigtige? Hvem laver den sjoveste instruktion på video? Stil spørgsmål der skaber debat på team-mødet. Der er uendeligt mange måder, hvorpå I kan tænke involvering og konkurrencer ind i kampagnerne og med en præmie, som knytter sig til det fokus kampagnen har, så har I allerede sat dialogen i gang og skærpet kollegernes fokus.
Diskussioner og dilemmaer
Selvom sikkerhed og arbejdsmiljø er et meget vigtigt emne på jeres arbejdsplads, så er der trods alt også mange andre vigtige indsatsområder på dagsordenen. Hvad med kvaliteten? Hvad med effektiviteten?
Derfor kan I formulere gode spørgsmål til de dilemmaer, der opstår i prioriteringen mellem de tre elementer. Giv kollegerne et postkort i kampagnen, hvor de bruger 5 minutter på et tavlemøde til at diskutere nogle af de dilemmaer.
Eksempler på gode spørgsmål:
- Hvordan kan vi BÅDE gøre tingene ordentligt OG hurtigt?
- Hvad bør vi ændre, så vi kan gøre tingene bedre? Hurtigere? Mere sikkert?
- Hvor i vores arbejdsmiljø er der plads til forbedringer?
Eksempler på involvering
Her på hjemmesiden kan I downloade kampagnematerialer, der er klar til brug. Blandt materialerne er der også nogle "involveringskort", som I kan anvende til at sætte gang i dialogen med kollegerne.
Lege og spil
Lad kollegerne bidrage med historier og eksempler i kampagnerne. Sæt bidragene på en stemmeseddel og lav afstemning, hvor I vælger den bedste. Arrangér en præmieoverrækkelse i bedste Oscar-uddelings-stil. Stem om den bedste ide. På den måde kan I skabe en masse aktivitet og øge fokus på kampagnen med ret simple aktiviteter.