Elastikker

Forskellige farver på elastikkerne signalerer forskellige styrker og modstand. Træningselastikker kan leveres med og uden håndtag. Og de er billigere, hvis man køber dem i metermål.

BFA Industri kan desværre ikke stå for salg af elastikker og andet træningsudstyr. Søg fx. på internettet med søgeord som træningselastikker, elastikker eller flexbar

Fokus på fysisk arbejdsmiljø gavner

To gange 5 minutters fælles træning om dagen og mulighed for at komme med input om det fysiske arbejdsmiljø på tavlemøder har fået problemer med skuldre og nakke til at falde på elektronikvirksomheden Selektro i Møldrup.

Pausegymnastik og et godt grin

Klokken er 10 om formiddagen. Medarbejderne i produktionshallen hos Selektro stiller loddekolben på pause, og samles på det åbne areal i hallen. Det er tid til 5 minutters pausegymnastik. Nogle finder træningselastikkerne frem, mens andre lægger an til forskellige strækøvelser.

”Uanset om vi hopper, laver elastikøvelser eller blot vipper lidt med tæerne, så er der god opbakning til aktiviteterne, for mens vi træner, får vi også byttet nogle gode historier og får et godt grin med kollegerne”, siger arbejdsmiljørepræsentant Lena Bech Kjærgaard.

Færre har ondt i skulderen

Medarbejderne er glade for ordningen, og Lena Bech Kjærgaard er ikke i tvivl om, at pausegymnastikken virker. For siden ordningen blev indført, er problemer med skuldre og nakke blandt produktionsfolkene, der har meget stillesiddende arbejde, faldet markant.

”Når medarbejderne sidder stille og lodder en hel dag, får de spændinger og ømhed i skulderregionen. Men det ser det ud til at elastikøvelserne hjælper godt på det. I al fald er det problem blevet meget mindre, siden vi begyndte på øvelserne”, siger hun.

Dialog på tavlemøder

På de såkaldte ”tavlemøder” hver fjortende dag har medarbejderne desuden mulighed for at stille forslag til ændrede arbejdsgange og til indkøb af udstyr, der kan gøre det fysiske arbejdsmiljø bedre. Og det sker med den administrerende direktør Karl-Peter Andersens fulde opbakning.

- Vores indstilling er, at folk ikke skal blive ødelagt af deres arbejde. Og jeg tror jeg på, at medarbejderne værdsætter, at ledelsen har fokus på det. Jeg har selv siddet med det hele, så jeg synes, at hvis ikke jeg kan holde ud at gøre det, så skal andre heller ikke, siger Karl-Peter Andersen.

Selektros sygefravær ligger konstant meget lavt på kun 2-3 %, og ifølge direktøren er nøgleordene åbenhed, medinddragelser og et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.


Senest revideret den 22. april 2020